05-09-23 /

Sådan laver du en kommunikationsstrategi

Kommunikation er et af de allervigtigste værktøjer for en virksomhed – uanset om du vil sælge et produkt, sprede et budskab eller noget helt tredje. Hvis din virksomhed ikke kommunikerer, hvem I er, hvad I kan, og hvad I tilbyder, er chancen for, at folk selv finder frem til jer eller jeres produkter ret lille.

Den hyppigste fejl, folk laver, når de arbejder med kommunikation, er at skyde med spredehagl. Hvis du forsøger at ramme alle, så rammer du ofte ingen. Derfor er det en god idé at udarbejde en kommunikationsstrategi.

Hos KALB siger vi altid, at dét, du kommunikerer og markedsfører, skal understøtte din forretningsstrategi. Derfor skal din virksomheds mål, værdier og budskaber selvfølgelig tænkes ind i kommunikationsstrategien.

Læs med her, hvis du vil vide mere om, hvad en kommunikationsstrategi er, og hvordan du kan udarbejde en for din virksomhed.

1. Hvad er en kommunikationsstrategi?

Ordet strategi kan måske lyde omfattende og endda lidt abstrakt. Men en kommunikationsstrategi er kort sagt en plan for din virksomheds kommunikation. En kommunikationsstrategi tager udgangspunkt i din virksomheds nuværende situation og virksomhedens mål for fremtiden. Med andre ord besvarer den altså spørgsmålene: ”Hvad gør vi nu, og hvor vil vi gerne hen?”. Samtidig er det vigtigt at bygge strategien op omkring virksomhedens vision, mission og værdier.

Det er et effektivt og afgørende værktøj til at nå de rigtige mennesker med de rigtige budskaber på det rette tidspunkt og på relevante kanaler. Strategien forholder sig til virksomhedens forretningsmål og beskriver dermed, hvordan virksomheden skal ”se ud” ud fra et kommunikationsmæssigt perspektiv. Man kan også kalde det virksomhedens kommunikationsidentitet.

2. Hvorfor er det vigtigt at lave en kommunikationsstrategi?

En kommunikationsstrategi er nøglen til at skabe effektiv kommunikation. Den sikrer en rød tråd og fastsætter nogle rammer for, hvad der skal ske hvornår, på kommunikationsfronten.

Strategien forholder sig typisk til din virksomheds eksterne kommunikation og sikrer, at budskaberne er klare, tydelige og målrettet modtageren. Dette er med til at reducere misforståelser og fejlslagne kommunikationsforsøg – uanset om det er i pressen, på de sociale medier, i avisannoncer eller over for kunderne. Arbejder du i en virksomhed, der bruger skilte eller outdoor-reklamer, så er dette også ét af de elementer, en kommunikationsstrategi skal tage højde for. Når du for eksempel kører forbi en byggeplads, hvad er det så, der møder dig? Er det et lille skilt med ”Her bygger XXX”, som du næsten ikke ser, når du kører forbi med 80 kilometer i timen på landevejen? Eller er det et 2×2 meter skilt, hvor både budskab, logo og slogan er klart og tydeligt? Så er du i hvert fald ikke i tvivl om identiteten på byggefirmaet – og det er netop én af de oplevelser, vi skal opnå med vores kommunikation for at undgå at forsvinde i mængden.

Hvis du arbejder i byggebranchen, ved du, at det er en branche, hvor mange parter og fagfolk mødes, skal opnå enighed og få enderne til at nå sammen, når de samarbejder på både store og små projekter.

Derfor er god planlægning og klar kommunikation alfa og omega – både internt og eksternt.Som et forsøg på at forbedre kommunikationen har Bygningsstyrelsen i efteråret 2022 opsat en kommunikationsguide, hvori der fremgår forskellige værktøjer og principper. Den kan du med fordel hente inspiration fra for her skriver Bygningsstyrelsen blandt andet, at de har følgende ønsker til deres kommunikation:

”Det skal understøtte videndeling og engagement internt i netværket. Den skal sikre, at vi skaber ekstern omtale og opmærksomhed i og omkring byggebranchen og i den brede offentlighed. Den skal sikre, at vi er i stand til at sætte politiske dagsordner og får anledninger til politisk dialog. Sidst men ikke mindst skal den understøtte rekruttering af nye deltagere til netværket.”

Dette er netop en del af deres kommunikationsstrategi, da det i byggebranchen er afgørende, at der ikke opstår misforståelser og sker fejl, da det kan medføre store konsekvenser. En klar kommunikationsstrategi, både for den eksterne og interne kommunikation, sikrer, at alle ved, hvad der skal ske og hvornår – og det er en uvurderlig ressource, uanset hvilken branche du befinder dig i.

I det følgende afsnit finder du vores guide til at komme i gang med at udarbejde en kommunikationsstrategi, der er skræddersyet til netop din virksomhed.

3. Hvad indeholder en kommunikationsstrategi?

Og hvad indeholder sådan en strategi så, tænker du nok. Alle kommunikationsstrategier er forskellige i udformning og indhold. Kommunikationsstrategien skal tilpasses netop din virksomhed og din virksomheds specifikke behov for at være så effektiv som mulig. Herunder finder du et eksempel på, hvad vi normalt har med i en kommunikationsstrategi. Den kan f.eks. indeholde:
  1. Baggrund for strategien – Hvorfor er det nødvendigt med en kommunikationsstrategi?
  2. Konkrete mål/KPI’er – Hvad vil vi opnå?
  3. Definition af målgruppe – Hvem vil vi ramme?
  4. Budskab – Hvad vil vi gerne fortælle?
  5. Tone of voice – Hvordan skal budskabet kommunikeres?
  6. Kanaler – Hvor vil vi gerne være til stede? Hvor er målgruppen til stede?
  7. Tidsplan – Hvornår skal vi nå i mål?

3.1 Målgruppe

Det er alfa og omega at vide hvem din målgruppe(r) er, når du skal kommunikere til dem. Hvem er de? Hvor er de? Og hvad er deres behov? Det er vigtigt at huske, at du ikke kan tale til alle på én gang, så du skal vælge, hvem du vil kommunikere til og tilpasse din kommunikation til netop den målgruppe. Når du udvælger en specifik målgruppe, skifter du fra det helt brede perspektiv til et mere målrettet perspektiv. Så i stedet for kun at kigge på demografiske faktorer som geografi, alder og køn, skal du i højere grad kigge på psykografiske faktorer som interesser, holdninger og adfærd. Tænk samtidig i behov – hvilke behov dækker mit produkt eller min ydelse? Og igen, hvilke behov ønsker min målgruppe at få opfyldt?

3.2 Budskab

Hvad vil du gerne sige? Hvad skal din målgruppe vide om dig? Dit budskab er afgørende for, at målgruppen vælger netop dig og dit produkt. Hvis du ikke ved, hvad du gerne vil sige, så ved din målgruppe heller ikke, hvad de kan forvente af dig – så kommer du ikke særligt langt. Der er ingen facit på, hvordan et budskab lyder, men du kommer ikke udenom at skulle finde jeres lyd. For at finde frem til dit budskab, kan du starte med at stille dig selv disse tre spørgsmål:
  1. Hvad er fordelen ved dit produkt? Hvad kan dit produkt, som konkurrenternes ikke kan? På hvilken måde skiller du dig ud med din ydelse? I kommunikationsbranchen arbejder vi med begrebet Unique Selling Proposition (USP). Heri findes de unikke funktionelle fordele, som kunderne ikke finder andre steder end hos jer. Det er argumenterne for at vælge dig fremfor konkurrenterne. Det kan være hurtig levering, god service, et produkt der er nemt at betjene osv. – jo mere specifik, jo bedre.
Derudover arbejder vi også med begrebet Emotional Selling Proposition (ESP), som dækker over de følelsesmæssige argumenter for dit produkt eller din ydelse. Det er de følelser, som kunderne får, når de ejer eller bruger dit produkt.
  1. Er det let at forstå? Modtageren skal hurtigt og nemt kunne afkode dit budskab. Det skal derfor ikke være en lang og kringlet fortælling, men derimod simpelt og letfordøjeligt. Bliver det for indviklet, mister modtageren interessen, og du bliver valgt fra.

  2. Er det troværdigt? Dit budskab må ikke bare være tomme ord – der skal være substans bag og det skal være troværdigt! Hvis det, du siger, ikke stemmer med den oplevelse, kunden får, mister både budskabet og din virksomhed troværdighed.

4. Storytelling

Undersøgelser viser, at vi mennesker husker 65% af de historier vi hører og kun 5% af fakta og statistikker. Derfor kan storytelling være et effektivt værktøj at bruge aktivt i din markedsføring. Storytelling er kunsten at underholde og overtale dit publikum på samme tid. Det handler om at fortælle historier fra din virksomhed og bruge historier til at skabe engagement og øge opmærksomheden hos dit publikum. Storytelling handler om at gøre din kommunikation til en fortælling, f.eks. ved at pakke den ind i virkemidler som ord, billeder, lyd eller anden udsmykning. Her handler det igen om at have forståelse for din målgruppe og deres behov, ellers kan du risikere at ramme helt skævt med din storytelling – og dermed din kommunikation. Vi håber at dette indlæg har gjort dig en smule klogere på hvad en kommunikationsstrategi egentlig er, og hvad det indebærer. Der er mange fordele ved at udarbejde en kommunikationsstrategi, så spring ud i det! Hvis I har brug for yderligere rådgivning eller hjælp til at udarbejde en kommunikationsstrategi, så står vi hos KALB altid klar et uforpligtende møde. Ring på +45 72 44 11 01 eller send en mail til info@kalb.dk.    

Følg med i KALBeriet

Tilmeld dig KALBs nyhedsbrev og modtag løbende vores nyhedsbrev med tips og tricks, nyheder og inspiration fra vores verden.