Ny medejer og flere KALB-kræfter

Kommunikationsbureauet Kalb fra Løgumkloster har så meget vind i sejlene, at indehaver Marianne Kalb nu udvider sin stab for at følge med. Kirsten von Wildenradt, der har været ansat i KALB fra den spæde begyndelse, bliver nu medejer og endnu en lokal kvinde, Anja Christensen, er ansat som projektassistent.

Det sønderjyske bureau Kalb har i efterdønningerne fra finanskrisen formået at sætte solide og tydelige aftryk i branchen. Faktisk går det så godt, at Kalb nu udvider – både i ejerkredsen og på medarbejderstaben.

Gennem otte år har Marianne Kalb drevet virksomheden og været i tæt parløb med Kirsten von Wildenradt. Sidstnævnte kan nu i fremtiden kalde sig medejer af KALB, og det er der ifølge Marianne Kalb en meget god grund til:

– Kirsten har været med på KALB-rejsen fra den spæde begyndelse i 2007, først som studiejobber og sidenhen som fastansat, og hun er en meget stor del af det, som både vores kunder og jeg selv forbinder med KALB. Udover at hun er både fagligt dygtig og har ganske særlige evner til at fastholde og udvikle relationer med vores kunder og samarbejdspartnere, så er hun også en fantastisk kvinde, som jeg elsker at arbejde sammen med. Derfor har det været helt naturligt at invitere hende med i firmaet som medejer.

Flere ansigter: Anja, Louise og Brian

Fremover skal de to kvinder arbejde sammen med: Anja Christensen, som skal have det store, forkromede koordinations-overblik på en række kundeprojekter samt varetage administrative opgaver. Anja bor i Tønder sammen med Thomas og deres datter Josefine.

Brian Andersen er ansat i et studiejob som community manager. Brian har base i Tønder sammen med kæresten Ditte, og er tæt på at afslutte sin kandidatgrad i informationsvidenskab.

Louise Laustsen er i foråret ansat som juniorkonsulent – hun har tidligere været praktikant hos Kalb og har netop afsluttet sin kommunikatør-uddannelse i Aarhus, hvor hun også bor sammen med kæresten Ole, der har rødder i Løgumkloster.

Herudover består teamet af Mette Lindquist, Line Luff Bennetsen og praktikant Fanny E. Nørgaard-Olsen samt tre freelance-grafikere.

– Hos Kalb sælger vi ikke bare kommunikationsydelser. Vi skaber relationer til de mennesker, vi møder, og det er der, vi gør en markant forskel. Hele holdet har en unik evne til at samarbejde og få skabt synergi og fælles fodslag. Vi kan det der med at få folk med – at få skabt den enighed, som er med til at understøtte de løsninger, vi skaber for kunderne, siger Marianne Kalb, der fra 2013-14 har registreret en omsætningsfremgang på intet mindre end 60 procent – en udvikling, der indtil videre er fortsat ind i 2015.

Kalb løser blandt andet opgaver for Danæg, Kohberg, Sikkerhedsstyrelsen, Tønder Kommune, Tønder Erhvervsråd, Rømø-Tønder Turistforening og paraplyorganisationen Work-Live-Stay.

For yderligere information, kontakt venligst Marianne Kalb på telefon 23731022 eller marianne@kalb.dk. Se også www.kalb.dk

Kirsten von Wildenradt (th) bliver nu medejer af kommunikationsvirksomheden KALB – ses her sammen med Marianne Kalb.

OM KALB

KALB rådgiver både private og offentlige virksomheder i kommunikationsanliggender. Konkret løser virksomheden opgaver inden for kommunikations- og PR-strategi, herunder også strategi for sociale medier, generelt kommunikationstjek for virksomheder samt løser konkrete kommunikationsopgaver som eksempelvis pressemeddelelser, kampagner og markedsføring generelt.

KALB er fokuseret på den gode kommunikation – og det betyder meget ofte, at virksomheden ikke blot flytter ord, men også mennesker. I vores verden er god kommunikationsrådgivning forankret i viden om menneskers handlemåder – især når det gælder forandringer. Vi er optagede af, at kommunikation er afgørende, både når det gælder virksomhedens omdømme på den eksterne front og medarbejdernes motivation og trivsel på de indre linjer.

Tilmeld dig KALBs nyhedsbrev
... og modtag løbende vores nyhedsbrev med tips og tricks, nyheder og inspiration fra vores verden.
Tak for din tilmelding
Din email er nu blevet tilføjet til vores nyhedsbrev. Og du vil nu løbende modtage vores tips & tricks.