fbpx

Pressemeddelelse, 15.10.20

KALB i samarbejde med Institut for Kundetyper

Kommunikationsbureauet KALB indgår nu et samarbejde med Institut for Kundetyper, hvilket betyder, at bureauet får licens til at bruge instituttets forskningsbaserede viden om, hvilke ting vi som mennesker påvirkes af i beslutningsprocesser. En viden, der allerede nu, kommer bureauets kunder til gode.

Institut for Kundetyper står bag Emotionelle Kundetyper ®, der er en forskningsbaseret metode, der er udviklet af forsker og ph.d. Sanne Dollerup, og som bygger på en analyse af mere end 3000 cases og mere end 400 kunder. Metoden indkredser viden om, hvordan forskellige typer af mennesker vægter forskellige emotionelle faktorer i deres købsproces – og er dermed et vigtigt bidrag, når KALB i fremtiden udvikler kommunikation og markedsføring, der sigter mod salg.

– Marketing og kommunikation er områder, som rigtig mange har en mening om. Populært sagt, så er der typisk mange ”høvdinge” og ”synsninger”, når det gælder kommunikation. Kan man lide ordvalget eller det grafiske udtryk eller ej, bliver ofte et spørgsmål om personlig smag fremfor en kvalificeret, faglig vurdering. Med instituttets forskningsbaserede metode i baghånden vil vi fremtiden få mere håndfaste begrundelser for de valg, vi foretager, når vi udvikler kommunikation for vores kunder, siger Kirsten von Wildenradt, partner og kommunikationsrådgiver i KALB.

80 års erfaring + ny viden

Tilsammen har de 8 faste medarbejdere i KALB mere end 80 års uddannelse og erfaring med historiefortælling, kommunikation, markedsføring og online kampagner. Viden om Emotionelle Kundetyper® bliver nu bygget oven på alt den viden, bureauet i forvejen besidder.

– I fremtiden kommer metoden til at danne det faglige, metodiske grundlag for KALBs tekstkoncepter og for de markedsføringsstrategier og kampagner, vi arbejder med. Dybest set handler det om, at vi med metoden her får endnu mere fokus på kunders adfærd og følelsesmæssige beslutningsprocesser. Metoden tiltaler os, idet den både er forskningsbaseret, praktisk og jordnær, og vi har allerede efter de første måneder set, hvordan den viden effektivt kan løfte og styrke den røde tråd i kommunikation og markedsføring, siger Marianne Rosalie Kalb, direktør i KALB.

Hos Institut for Kundetyper glæder direktør Janni Illum Gade sig over det nye samarbejde:

– Mange tror, at de er fuldt ud bevidste om, hvorfor de vælger at købe noget – men forskning viser, at det ikke er tilfældet. Vi påvirkes i stedet op til 90% ubevidst på et emotionelt plan af det konkrete ordvalg, indholdet på det enkelte billede, brugen af grafiske virkemidler såsom formen og farven på købsknappen, den markedsføringskanal vi modtager et budskab i, de rammer vi holder kundemøder i osv. Med et både kompetent, ordentligt og jordnært bureau som KALB, der kan udføre metoden i praksis, får virksomhederne derfor en rigtig tryg samarbejdspartner. Vi er derfor rigtigt glade for det nye samarbejde.

For yderligere information, kontakt venligst Kirsten von Wildenradt på 20 70 11 77 / kirsten@kalb.dk eller Marianne Rosalie Kalb på 23 73 10 22 / marianne@kalb.dk Se også www.kalb.dk

Fakta om emotionelle kundetyper

Institut for Kundetyper har udviklet den forskningsbaserede metode Emotionelle Kundetyper ®, der beskriver, hvordan vi vægter forskellige emotionelle faktorer i en købsproces. De fire kundetyper har vidt forskellige interesser og bevæggrunde for at købe, og skal derfor også håndteres og kommunikeres til på forskellige måder.

Hvor den røde kundetype er drevet af nye trends og nysgerrighed, har den gule kundetype fokus på omsorg og relationer. Den blå kundetype stiller høje krav og har fokus på succes, mens den grønne kundetype er meget grundig og skal have tillid til dig for at købe.

Læs mere på www.kundetyper.dk/kundetyper/

Tilmeld dig KALBs nyhedsbrev

... og modtag løbende vores nyhedsbrev med tips og tricks, nyheder og inspiration fra vores verden.