fbpx

Pressemeddelelse, 11. februar 2021

KALB opruster i Sønderborg

Det sønderjyske kommunikationsbureau kvitterer for den varme velkomst i Sønderborg med ansættelsen af en rutineret kommunikationsrådgiver med et godt lokalkendskab og bred erfaring med blandt andet produktionsvirksomheder.

Det er kun et halvt år siden, at kommunikationsbureauet KALB fra Løgumkloster som følge af en stigende interesse fra virksomheder i Sønderborg-området åbnede kontor i Domicilet på Ellegårdsvej. Nu øger bureauet yderligere fokus på den jyske østkyst.

KALB har nemlig ansat Malene Lemann, der kommer fra Sønderborg og som får fast base på kontoret på Als. Den 46-årige kommunikationsrådgiver kommer fra en stilling som Global Communications Manager i DRC Dansk Flygtningehjælp og har i det hele taget bred erfaring fra både offentlige organisationer og private virksomheder. Hun har blandt andet været ansat som kommunikationschef i Trekantområdet Danmark, Global PR Manager ved ECCO Sko og imageansvarlig for den by- og boligsociale helhedsplan i Sønderborg.

 – Vi er simpelthen så glade for den velkomst, opbakning og interesse, vi er blevet mødt med i Sønderborg. Det bekræfter os i den grad i, at det var det rigtige skridt at tage, at åbne et lokalt kontor. Men det forpligter også. Med Malene Lemann som fast medarbejder i Sønderborg, har vi fået en virkelig rutineret kollega med godt lokalkendskab og stærke kompetencer indenfor store dele af kommunikationspaletten, siger Marianne Rosalie Kalb, der sammen med Kirsten von Wildenradt driver KALB.

KALB er et strategisk kommunikationsbureau, der blandt andet rådgiver private og offentlige virksomheder i strategisk kommunikation i forbindelse med forandringsprojekter, koncepter og kampagner. Virksomheden har hjemme i Sønderjylland, men har kunder over hele landet og oplever en pæn vækst. Ud over Malene Lemann har KALB også netop ansat Louise Høegh Jensen som online markedsføringskonsulent. Det sker i forlængelse af stigende efterspørgsel på online kompetencer fra kunderne samt – ikke mindst – virksomhedens seneste digitale satsning, abonnementsforretningen www.dinkommunikationskollega.dk. Her kan små og mellemstore virksomheder få kommunikationsviden og manpower på abonnement.

Med de to nye ansættelser tæller KALB nu ni ansatte, der tilsammen kan løse opgaver indenfor strategisk kommunikation, forandringskommunikation, udvikling af koncepter og planlægning af kampagner, samt krisekommunikation og hverdagens kommunikationsopgaver indenfor for eksempel sociale medier, PR, online marketing og hjemmesider.

For yderligere information, kontakt venligst Marianne Kalb på telefon 23 73 10 22 eller e-mail marianne@kalb.dk. Se også www.kalb.dk

Tilmeld dig KALBs nyhedsbrev

... og modtag løbende vores nyhedsbrev med tips og tricks, nyheder og inspiration fra vores verden.