KALB er nomineret til årets PR-Tiger i Public Relations Branchen. Bureauet er nomineret i en ud af fire kategorier, nemlig ”Eksekvering”, og det sker for den måde, bureauet har gennemført PR-kampagnen Tønder Sygehus – for fremtiden på. Om 14 dage afgør en jury, hvem der løber med prisen.

KALB nomineret for sygehuskampagne

KALB er nomineret til årets PR-Tiger i Public Relations Branchen. Bureauet er nomineret i en ud af fire kategorier, nemlig ”Eksekvering”, og det sker for den måde, bureauet har gennemført PR-kampagnen Tønder Sygehus – for fremtiden på. Om 14 dage afgør en jury, hvem der løber med prisen.

– Vi er vildt glade for at være nomineret til en PR-Tiger i Public Relations Branchen. Sammen med vores opdragsgivere, Tønder Kommune og Tønder Sygehus’ Venner, kørte vi en fantastisk kampagne i stilling, hvor vi satte alle mulige midler ind for at redde vores lokale nærsygehus. Og i fællesskab lykkedes vi, siger Marianne Rosalie Kalb, direktør og ejer af KALB, og tilføjer, -der er ingen kampagne, jeg hellere ville hædres for end netop sygehuskampagnen.

PR-Tigeren til særligt udvalgte

Med PR-Tigeren hædrer Public Relations Branchen de kampagner – og de PR-bureauer – der har gjort sig særligt bemærket i årets løb. Prisen gives i år i fire kategorier og har blandt andet til formål at sætte fokus på, hvad PR- og kommunikationsdisciplinerne kan, og synliggøre den værdi, som PR-bureauer dagligt skaber for deres kunder.

– Om vi ender med at løbe med PR-Tigeren i sidste ende, er knapt så vigtigt. At vores indsats også har kunnet ses helt fra København, er en ekstra sidegevinst, og både Marianne og jeg er simpelthen så stolte over at kunne stille med så fagligt stærkt et hold, at vi høster formel anerkendelse fra vores kolleger i branchen, siger Kirsten von Wildenradt, medejer af KALB.

Borgmester Henrik Frandsen glæder sig både på KALBs og kommunens vegne over den fornemme nominering.

– Det er jo udtryk for, at vi her i vores område har nogle stærke kompetencer på kommunikationsområdet – kompetencer, som kan måle sig med de bedste i landet, siger borgmesteren.

Samtidig fremhæver han sygehuskampagnen som yderst vellykket.

– Ikke alene fordi vi som bekendt opnåede det, vi gerne ville, nemlig at bevare sygehuset. Men også fordi det var en sober, positiv og konstruktiv kampagne, der samlede og forenede os som lokalsamfund. Jeg er rigtig glad for, at Tønder Kommune valgte KALB som samarbejdspartner, og jeg håber og ønsker, at virksomheden går hele vejen. Det vil være meget velfortjent, siger Henrik Frandsen.

Den 17. november er der prisoverrækkelse, det foregår hos Dansk Erhverv i København. Både repræsentanter fra KALB, Tønder Sygehus’ Venner og Tønder Kommune deltager i arrangementet.

For yderligere information, kontakt venligst Marianne Rosalie Kalb på telefon 23 73 10 22 eller marianne@kalb.dk. Se også www.kalb.dk.

FAKTA OM PR-TIGEREN

PR-Tigeren uddeles af Public Relations Branchen og gives i fire forskellige kategorier: PR-strategi, PR-eksekvering, PR-nytænkning og PR-Digital. KALB er nomineret i kategorien Eksekvering – og er oppe imod bureauerne HAVE Kommunikation for kampagnen ”Heartland Festival” og LEAD Agency for ”Sikker på nettet”.

FAKTA OM TØNDER SYGEHUS-KAMPAGNEN

Kampagnen blev sat i gang på initiativ fra Tønder Kommune og Tønder Sygehus’ Venner, da Tønder Sygehus i slutningen af 2015 kom i farezonen i forbindelse med, at Region Syddanmark skulle spare cirka 170 millioner på sundhedsområdet.

Kampagnen byggede på den gode historie og havde som et fokuseret mål, at alle, der kunne bidrage til at påvirke regionens beslutning, havde samme historie at fortælle om Tønder Sygehus. Et unikt samarbejde mellem kommune, frivillige foreninger, patientforeninger, medarbejdere på sygehuset, frivillige ildsjæle og KALB blev etableret, og kampagnens hovedbudskab var, at Tønder Sygehus i dag er fremtidens model. Budskabet blev som bekendt hørt, og Tønder Sygehus blev taget ud af regionens sparekatalog.

Tilmeld dig KALBs nyhedsbrev
... og modtag løbende vores nyhedsbrev med tips og tricks, nyheder og inspiration fra vores verden.
Tak for din tilmelding
Din email er nu blevet tilføjet til vores nyhedsbrev. Og du vil nu løbende modtage vores tips & tricks.