fbpx

Pressemeddelelse 17. november 2020

KALB leverer kommunikation på abonnement

Et vigtigt element i en ny vækststrategi for det sydjyske kommunikationsbureau KALB er at sælge viden online og bygge en abonnementsforretning ovenpå den klassiske rådgiverforretning. Bureauet har udviklet medlemsklubben ”Din kommunikationskollega,” som netop er lanceret.

I fremtiden vil KALB i endnu højere grad være kollega med kunderne og samtidig hjælpe langt flere virksomheder med at kommunikere professionelt. Dét kræver en klar vækststrategi og en skalerbar forretningsmodel. Derfor har bureauet skabt ”Din kommunikationskollega”, hvor viden bliver solgt på abonnement – en medlemsklub hvor medlemmerne både får adgang til konkrete værktøjer, online fællesskaber og en-til-en-rådgivning.

– Vi har et strategisk mål om at satse mere digitalt. Samtidig har vi et stort ønske om fortsat at være tæt på kunderne og hjælpe især smv’erne. Vores første digitale lancering er abonnementsmodellen i ”Din kommunikationskollega”, hvor vi både kan skalere vores forretning og hjælpe flere virksomheder og samtidig få endnu mere ud af vores interne ressourcer. Vi er stadig KALB, vi har bare indrettet en del af forretningen, så den er primært digital, forklarer Marianne Rosalie Kalb, der er direktør i KALB.

Abonnement er det nye sort

I ”Din kommunikationskollega” stiller KALB sin viden til rådighed for medlemmerne, og klæder dem på til at klare mange opgaver selv, samtidig med at bureauet står klar med sparring og til at hjælpe med større opgaver. KALB har i udviklingsprocessen allieret sig med abonnementskongen Andreas Dirksen, der står bag adskillige succesfulde abonnementsforretninger, fx Plusbog.dk og SignUpAcademy.

Andreas Dirksen siger:

– At sælge sine produkter på abonnement er i stor fremgang over hele verden, og KALBs nye tiltag er helt i tråd med denne trend. Abonnementer udgør i dag 21% af al privat onlinesalg i Danmark, med TV-pakker, streaming og måltidskasser som nogle af de mest populære produkter. For mange er en abonnementsløsning det naturlige valg, ikke mindst når det gælder den yngre generation, der er vokset op med abonnementstjenester som Netflix og Spotify. Salg af viden på abonnement er den næste store bølge, så KALB har set rigtigt med deres nye satsning. ”Din kommunikationskollega” vil skabe en dybere og længere relation mellem KALB og kunden, der giver værdi for begge parter.

Med hjerte & hjerne – også digitalt

Siden 2007 har KALB været en klassisk konsulentvirksomhed, der med løftet ”med hjerte & hjerne” rådgiver kunderne en-til-en. Dét løfte bliver ikke ændret med den nye abonnementsforretning.

– Med ”Din kommunikationskollega” går vi netop efter at være den ekstra kollega, som mange virksomheder savner. Mange steder sidder den marketing- og kommunikationsansvarlige helt alene i en ø-funktion, og nu sætter vi al vores viden på formler og deler den med vores nye kolleger i et stort medlemsunivers, hvor der også er en lang række andre fordele og tilbud til medlemmerne. Hvert medlem bliver tilknyttet en fast kollega hos os, og dermed bevarer vi den stærke relation med hjerte og hjerne, som vi er kendte for og lægger vægt på, siger Kirsten von Wildenradt, partner i KALB.

”Din kommunikationskollega” er netop lanceret, og er dermed åben for medlemmer, uanset om det er iværksættere, ejerledere eller marketingmedarbejdere i små og mellemstore virksomheder.

For yderligere information kontakt venligst Marianne Rosalie Kalb på telefon 23 73 10 22 eller marianne@kalb.dk. Se også www.kalb.dk eller www.dinkommunikationskollega.dk

KALB har siden 2007 eksisteret som klassisk rådgivervirksomhed og rådgiver både private og offentlige virksomheder. Virksomheden beskæftiger ni medarbejdere, og er netop udvalgt som en af tre finalister til årets erhvervspris i Tønder Kommune.

Med den nye abonnementsforretning ”Din kommunikationskollega” kan KALB hjælpe endnu flere iværksættere samt små og mellemstore virksomheder.

Abonnementsforretningen indeholder tre forskellige abonnementer, tilpasset forskellige virksomheders forskellige behov. Nogle kan og vil det meste selv, men har brug for viden og inspiration til at komme i gang, mens andre har brug for løbende sparring og oplæring for at håndtere endnu flere kommunikationsopgaver.

Læs mere på www.dinkommunikationskollega.dk

Tilmeld dig KALBs nyhedsbrev

... og modtag løbende vores nyhedsbrev med tips og tricks, nyheder og inspiration fra vores verden.