Fem findings om Facebooks kreatørstudie

Facebook har udrullet deres kreatørstudie, som er et arbejdsredskab til alle, der arbejder professionelt med Facebook og Instagram. Og der er nok at dykke ned i. Her samler Facebook en masse data om dine opslag og dine følgere – og som noget nyt, slipper du for at sidde og fedte rundt med mobiltelefonen for at arbejde med Instagram. Hvilket vi i hvert fald synes er en ret tiltrængt feature.

Hvad kan du så egentlig bruge kreatørstudiet til? Vi har samlet fem findings i en lille guide, så du kan komme godt i gang med at bruge det nye redskab uden at snuble i de værste faldgruber:

1:  Binder Facebook og Instagram tæt sammen

I toppen af kreatørstudiet hopper du let frem og tilbage mellem Facebook og Instagram. Og ganske pædagogisk skifter farven samtidig fraFacebooks babyblå til Instagrams lilla nuancer, så du ikke glemmer, hvilketmedie du arbejder med.

Når du slår nye ting op, kan du med få klik overføre indhold fra den ene platform til den anden, og dine tidligere facebookopslag fungerer som et slags arkiv, som du let kan finde frem og bruge igen. Administrerer du flere sider, kan du også let bruge indholdet på tværs af siderne.

2: Planlæg dine opslag på Instagram

Med kreatørstudiet har du mulighed for at planlægge, hvornår dine opslag skal rulle ud på Instagram, uden at gøre brug af en app fra en tredje part. Det gælder både for almindelige opslag i dine følgeres feed, og hvis du oploader video til IG TV. Dermed bliver det lettere for dig at ramme dine følgere, når de er aktive på Instagram. Stories skal du dog stadig skabe via telefonen, og stories kan derfor heller ikke planlægges. 

3: Video, video, VIDEO!

Du kommer ikke uden om video, hvis du vil være relevant og interessant for dine følgere – heller ikke i kreatørstudiet. Faktisk fokuserer en række af funktionerne i kreatørstudiet udelukkende på video. I facebookdelen kan du for eksempel under ”Effektivitet” nøje følge med i, hvor mange minutter dine videoer bliver set, og under ”Loyalitet” kan du se, om folk ser hele din video, og hvor mange loyale følgere der vender tilbage og ser mere video. På den måde kan du pejle dig ind på, hvad dine følgere gerne vil have mere af.

4: Viden om dem som faktisk ser dit indhold

Med kreatørstudiet kommer du et spadestik dybere og lærer dine følgere endnu bedre at kende. I instagramdelen har du for eksempel adgang til flere detaljer om, hvilken tid på dagen dine følgere er aktive, end du har været vant til i appen. Og under Facebook zoomer kreatørstudiet ind på dine engagerede følgere – altså dem der interagerer med dit indhold. Her kan du også hente værdifuld information ved at se, hvilke andre sider og videoer dine engagerede følgere ser.

5: Pas på med autopiloten

Der er rigtig mange gode redskaber at kaste sig over i kreatørstudiet – for eksempel har du adgang til mere end 4.000 gratis lydspor, du kan downloade og bruge på dine videoer. Men det er vigtigt, at du ikke får slået autopiloten til, når nu Facebook har gjort det hele så let. Du skal stadig tænke i forskellige målgrupper og varierer dine budskaber, afhængigt af om du poster på Facebook eller Instagram. Når du kopierer et nyt opslag fra den ene platform til den anden, har du mulighed for at redigere opslaget – og det skal må du ikke glemme i farten. Når du arbejder med Instagram, er det også en god idé at huske, at hele ånden i Instagram er, at alt indhold er ”instant”. Tænk derfor over, om dine planlagte opslag stadig fremstår ægte, spontane og aktuelle.

P.S. Er du helt faret vild og undrer dig over, hvor du overhovedet finder dit kreatørstudie, så kan det skyldes, at det hos dig ikke er placeret i den øverste bjælke på din facebookside, men i stedet ligger gemt under ”værktøjer til offentliggørelse”.

Tilmeld dig KALBs nyhedsbrev
... og modtag løbende vores nyhedsbrev med tips og tricks, nyheder og inspiration fra vores verden.
Tak for din tilmelding
Din email er nu blevet tilføjet til vores nyhedsbrev. Og du vil nu løbende modtage vores tips & tricks.